SVEN-HANSEN.DK - Mit liv - Mitt liv - My life

DANSK 3

 Jeg skal huske at sige, det var en meget speciel oplevelse, da jeg begyndte at kunne se den Australske kyst, ned gennem skyerne i lyset af den tidlige morgensol der kiggede frem fra den østlige himmel. Det var et storslået syn. Tro mig! 

   Dette øjeblik har jeg ventet på i næsten 1½ år siden jeg første gang kontaktede den Australske Ambassade i København og fik alle de mange dokumenter, der er nødvendige at udfylde for at få arbejds-og opholdstilladelse i dette mægtige land.

   Nu skal det blive rart at opdage, om jeg kunne have nøjet med et turistvisum, i stedet for dette enorme arbejde der skulle gøres, for at opnå en opholdstilladelse her i landet.  Men nu vil jeg blive behandlet som enhver anden borger, hvis jeg finder et job her.  Ligeledes har jeg sendt en stor kasse med mine værktøjer og andre ejendele, så jeg er klar hvis alt falder på plads med et job og så videre.

Nu bliver det sjovt at finde ud af, om jeg kunne have nøjes med et Turistvisa, istedet for at gennemgå dette kæmpe arbejde, med få opholdstilladelsen. Men nu er forarbejdet da ihvertfald gjort, hvis jeg finder arbejde her. Ligeså har jeg sendt en stor kasse med alt mit værktøj og andre ejendele, så det hele er klart hvis alt nu falder på plads med job og så videre.

  Nu hvor flyet gled hen over Port Jackson, kom tankerne på flugt tilbage til 26. Januar 1788,  da de deporterede straffefanger fra England,  gik i land på selv samme sted i Australien for første gang.  Der er blot den lille forskel, at
straffefangerne blev tvunget herned og jeg er kommet af egen fri vilje.  Nu skal det blive spændende, at opleve det at være indvandrer.  Ihvertfald vil jeg da give det et par måneder, inden jeg beslutter mig for, hvordan min fremtid vil blive.

17. April 1987 tidlig på morgenen. 

   Fin landing og ind i gaten. Vi blev bedt om at blive på pladserne, fordi alting skal desinficeres, før passagererne får lov til at gå ud.  Et par stewardesser gik gennem flyet og åbnede kuffertrummene over pladserne – hvad nu?  Jojo, det første der skete, var at en mand gik med en stor spraydåse i hver hånd og sendte en sky af noget fælt lugtende "ting" ud mod indholdet i rummet og naturligvis dalede de samme skyer også ned over passagerer og undertegnede.

  Heldigvis huskede jeg at sætte et par servietter over næse og mund, så skyen ikke lige drønede frit ind i munden og ned i lungerne.  Fy for en lugt, men Australierne har en ret fiks idé om, at der er absolut ingen grund til at få uautoriserede "ting" ind i landet,  så alle og alt bliver "afluset",  før flyet bliver åbnet ud mod den virkelige verden.

   Jeg var den sidste ud af flyet og ville ned for at finde min bagage. Lang tid går man i gangene i Sydneys lufthavn.  Men pludselig bliver alle standset og noget Told personale og Politi anmoder om at alt håndbagage bliver sat på gulvet.  Og derefter kommer en hashhund og gennemsnuser alt og alle for én eller den anden grund. Der var en, der tilsyneladende havde dårlig samvittighed på een eller anden måde, for han gled hurtigt hen til det nærliggende toilet på gangen.  Alle vi andre blev bedt om at gå, mens Politi, Told og hund gik og ventede uden for toilettet, hvor Gutten lige skulle ud nu.  Så ikke hvad der mere skete, men man har en ret god idé om det.

   Havde en eller anden idé om, at jeg nok burde tale med en eller anden, nu jeg var her og var indvandrer og ikke en almindelig turist. Men det eneste der skete der var ordene: "G'day mate og velkomme til Australien!

   Så det var det! Så var det bare om at komme ind til hotellet jeg havde booket hjemmefra.  Så  jeg vil nu bare finde en taxi et sted i mylderet.

   Det lykkedes til sidst, selvom der var mange der var optaget. Men godt plantet i et taxa sæde, siger jeg "Hotel Top of Town på Kings Cross, please."  Du skulle have set ham i hovedet, da jeg sagde Kings Cross.  Fik lige at vide, at jeg skulle være meget forsigtig, når jeg gik rundt om natten i Kings Cross? Var jeg nu også klar over, at der kunne være farligt dér ?  Naaa, det var jeg ikke, men det var formentlig et rigtig godt og velment råd.  For naturligvis lyttede jeg til advarslerne, men det ændrede nu ikke noget.  Som han fortalte om "Kings Cross" kunne kvarteret vel nærmest kun kunne sammenlignes med kvarteret omkring Istedgade og Halmtorvet i København, hvor det enkle liv fandtes i skyggen af livet. Hvad kunne skræmme en lykkelig mand fra København, der bare var glad for livet ?

   Efter en dejlig tur i taxa, landede jeg på hotellet, hvor mit værelse lige var blevet klar. Bare super! Og med udsigt over Sydney Opera House, Sydney Tower og Sydney Harbor Bridge fra vinduet i det værelse,  tror jeg mit værelse var mere end perfekt for mig. 

   Fik et par Colaer på hotellet, med hen under luftkøleren,  før jeg kiggede ud over byen og derefter futtede over til "Kings Cross«, som lå kun et par hundrede meter væk.  Mange mennesker i alle farver for sige det mildt. Restauranter og meget små shops beskæftiger sig med alt og ingenting. Små gadesælgere og andre, der faldbød varer af tvivlsom oprindelse.

Jeg gik gennem "Kings Cross" og ned til vandet langs med "Elizabeth Bay" og"Woolloomooloo Bay" og derefter ned gennem den Kongelige botaniske have, som er et fantastisk flot sted.  Derefter ned til "Farm Cove'  og der blev derefter kigget på Operahuset.  Wow, det er fantastisk.  Opera House, der ligger på "Bennelong Point", opkaldt efter den første indfødte,  de hvide indvandrere fik god kontakt med.

   Samme Bennelong var den første indfødte, som kom til London for at blive vist frem og han var der i nogen tid.  Da Bennelong kom hjem,  opdagede han at hans kone havde født et for ham uægte barn.  Konsekvensen af dette var, at Bennelong slog både hans kone og barnet til døde og brændte dem. Og det var netop her, derfor er det sted blevet kaldt "Bennelong Point."

   Puuh, det er varmt her!  Godt nok er det Australsk efterår, men der var egentlig ingen grund til at gå og fryse her.  Jeg gik rundt i byen og tog elevatoren op i "Sydney Tower's" roterende top.  Det var rigtig langt ned og der var en ganske fantastisk udsigt over byen og ikke mindst ud over havnen med mange skibe og de mange Turbåde, der sejlede omkring i "Port Jackson". 

  For lige at synke dette  fantastiske overblik, sad jeg og spiste en stor skinkesanswich mens jeg kiggede mod vest og havde udsigten til  "Blue Mountain",  som har fået navnet på grund af den konstante blå tåge der ligger hen over bjergene. Det er en olietåge fra eucalyptus træerne på bjergsiderne.  Jo varmere vejret er,  jo tykkere er olie dampene.  olietågerne øger risikoen for og forårsager mange brande på bjergsiderne.

   Det var bag "Blue Mountain" at de tidligere fanger der blev deporteret fra England, mente at Kina var.  En tro, der fik mange til at prøve lykken ved at flygte fra Port Jackson.

   Nogle af flygtningene vendte tilbage til hårde straffe, men de fleste af dem forsvandt simpelthen og "udnævnte" dem selv til "Bush Rangers", som vejrøverne blev kaldt dengang.

   Men tilbage til "Sydney Tower".  Toppen er 304,8 meter over gadeplan,  hvilket gør det den højeste bygning syd for ækvator.  Som brandsikkerhed er en konstant vandforsyning  med 162000 liter vand i tårnet.  Det er bygget, så den kan modstå et jordskælv med en styrke, som aldrig er kommet her i landet.  Og tårnet kan modstå orkaner med en styrke, at der kun forekommer en gang hvert 500 år.  Meget godt at vide, nu du sidder her og spise madpakken til de gigantiske udsigter her er .

   Mættet med indtryk og kalorier, gik turen igen ned med en stor elevator,  som er i konstant fart med gæster op til overblikket.

   Jeg vil selvfølgelig se "The Opera House" – nu jeg var her – og det ser nu mere imponerende i virkeligheden, end det gør på billederne.  En fantastisk bygning med flot design og en fantastisk beliggenhed her ved havnen. Og ligeså er Sydney Harbor Bridge absolut også værd at nævne.  Den gamle men smukke stålbro, som man normalt kan få mulighed for at gå på – oppe på stålbuerne.  Men lige nu – hvad ellers – var var lukket på grund af reparationer.

   Der var mange oplevelser og muligheder og ikke mindst for at besøge Chinatown, med bydelens mange restauranter og den pulserende verden, vi vistnok ikke helt forstår.  Som overalt i verden,  løber de små Kinesere omkring og gør alt muligt. De er ikke til stoppe i deres iver for at erobre verden og tjene penge.  Og de gør det så godt!

  Mine fødder bragte mig omkring nogle seværdigheder, såsom en botanisk tropisk have, hvor det var, om muligt, endnu varmere end udenfor i solen. Der var en meget høj luftfugtighed, så sveden løb så snart jeg kom indenfor i haven.  Her i selskab med de smukkeste blomster og regnskov miljø, tænker man på at skal vi behandle den virkelige verden bedre end vi gør nu, hvor vi driver stordrift, eller rettere storrøveri, af naturen uden tanke på fremtiden. Nå, men det er der jo nok nogen der opdager om alt for mange år.  Faktisk burde man selv gøre et eller andet, men som andre tænker jeg "i morgen".  Efter et par timer i Botanisk Have, glemmer jeg helt at svede, men nyder faktisk klimaet her. Og da jeg kommer udenfor i 25 graders varme, begynder jeg at fryse.

  Tilsvarende, jeg var også heldig at finde Zoologisk Museum, hvor der var en fantastisk samling af slanger og krybdyr, fyldte såvel levende.  Der er detaljerede beskrivelser af de forskellige dyrs kunnen og levevis, samt hvor i landet man kan være heldig at støde på dem. Var så heldig bare at dumpe ned til spisetid,  hvor flere dyr bliver fodret.  Meget effektiv måde at edderkopper lamme deres ofre på og blot tilføre væske under kontakten, så det langsomt bliver forfordøjet for senere at spise hvad der så er blevet til veltilrettelavet mad.

 Dagen idag var en national højtidsdag, "Anzac Day",  som er en mindedag for de Australske mænd og kvinder, der deltog i 1. og 2. Verdenskrig og for første gang også for dem, der deltog i Vietnamkrigen.

  Mere end 2.000 veteraner gik og kørte i  kørestol gennem Sydneys gader,  der var lukket for normal trafik.  Resten af dagen mødte jeg veteraner med kiste fuld af medaljer på brystet,  de har fået for at deltage i krigen. Vi mødte også mange, der fik minderne så tæt på i dag at de drak så de segnede gaderne.  Men det er nok ikke noget, vi kan tillade os at være dommer over,  fordi vi ikke har den fjerneste idé om, hvad de har oplevet i krigshelvedet dengang.

  Men nok om det.  Min dag omfattede også Australian Museum i College Street.  Jeg er normalt ikke et museums menneste, men dette besøg jeg fortryder ikke.  Du kan finde alt om Australiens dyreliv og der var næsten alle arter i landet repræsenteret,  udfyldte naturligvis. Kænguroer, slanger, edderkopper, sommerfugle, blæksprutter, hajer og mange flere.  Der var også en lang række oplysende detaljer fra begyndelsen af det Australien vi kender idag, ligesom der var en del om den tidlige befolkningen i Papua Ny Guinea,  som også er styret af den Australske regering.
   
 Nå,  Men alt har jo en ende og det har mit ophold i Sydney også.  Jeg har booket en plads på toget nordpå, med Brisbane som det næste mål for turen.   Jeg gik over i Hyde Park for at slappe af og gøre absolut ingenting.  Jeg fandt ellers en dejlig restaurant, der åbenbart havde til formål at være temmelig dårlig hvad maden angik. Så jeg stak lidt i maden og gik over her, hvor jeg nød stilheden omkring mig, før jeg gik tilbage til hotellet for at hente min bagage, for derefter at finde en taxa, der ville fragte mig til hovedbanegården.

  Jeg gik lidt rundt for at finde stedet,  for det kan være lidt svært at finde rundt til fods i en by,  der er tæt på Danske Fyn i størrelse,  så her er der et par muligheder at vælge imellem. Men det var rigtigt nok og toget var klar til turen, der 16 timer senere skulle ende i Brisbane, omkring 1000 kilometer mod nord.

  Tænk engang på, hvad Danske DSB ville tage 3 lækre sandwiches, et stort glas mælk og et stort glas juice?  Det kostede mig kun 3 Dollar, som ville svare til omkring 13 danske kroner.  Og tilmed friskt og indbydende serveret!

  Efter at have læst nogle Australske aviser,  faldt jeg i søvn og vågnede først, da der blev stoppet i byen i Casino, hvor toget fik tilført brændstof og friske mad- og drikkevarer.  Undervejs var der nogle andre stop, hvor et par passagerer kom af og på. 

  Men det var en lang nat på toget, gadung-gadung.  Men med de relativt korte stop i nogle byer undervejs,  landede vi kl. 10 på jernbanestationen i Brisbane.  Så nu var det om at finde kufferterne og hanke op i dem og kigge ud i det varme morgen for at finde en taxa, der ville bringe mig og min bagage ud til Wacol Imigration Center i forstaden Wacol, hvor jeg havde booket et værelse for at have en base at gå ud fra.  Senere opdagede jeg, at toget faktisk stoppede ved Wacols lokale station, ikke langt fra Emigrantcenteret,  jeg vil beære med mit besøg.  Men det kan man jo ikke vide før bagefter.

Det blev så den 25. april 1987. 

  Jeg tjekket ind og fik anvist et værelse. Et lille hyggeligt værelse med en seng, bord, stol og køleskab. Hele fint med mig.  Og det var meget billigere end hoteller og lignende.  Så nu jeg havde alle tilfælde,  et opholdssted for at starte fra min søgen efter  job et sted og derefter finde en mere permanent bolig i nærheden af jobbet. Tænkte det ville være smartere på den måde, istedet for der måske blev for langt mellem tingene. 

  Der var også en mulighed for at tilmelde mig til i en Arbejdsformidling, som vi kender i Danmark.  Og  jeg kunne søge og modtage støtte, hvis jeg bare udfyldt en formular.   Det var nærmere oplysninger om beregningen af den finansielle støtte fra den Australske stat.  Man kan få alle faste udgifter som boligudgifter,  forsikringer, rimelige afdragsordninger dækket uden at komme i gæld til staten og så man fik et engangsbeløb for at leve for.  Så uanset størrelsen af ens udgifter, kan en arbejdsløs være omfattet af støtten og alle havde så lige meget at købe mad, osv.. for.  Så det var ligegyldigt om du havde hus, bil eller høj husleje, så det var dækket og du har så lige så meget i tegnebogen til "sjov" bagefter.  Rigtig fin ordning, hvis Du spørger mig. 

  Ikke som i Danmark, hvor arbejdsløshed kan betyde mistet  hjem og andre økonomiske bekymringer, hvis du tilfældigvis ikke lige bor tilleje i et lille rum og derfor kan leve som en greve af støtten, som nogle kan.  Nej, jeg mener klart at det Danske system er dybt uretfærdigt opbygget og man med fordel kan kopiere  fra Australien i denne henseende. 

  Støtten ved arbejdslshed kommer fra staten og ALLE kan få hjælp ved arbejdsløshed.  Fagforeninger er noget Du melder sig ind i, når man starter på en arbejdsplads i et relevant arbejdsområde og så melder man sig ud, når Du forlader stedet igen.  Billigt, effektiv og så kan fagforeningen koncentrere sig om det faglige istedet for at bruge alt for meget tid på at udbetale understøttelse og kontrollere deres egne medlemmer! En kontrol der kan føre til konflikter og mistro istedet for tillid. 

  Ligeledes ved sygdom,  så har alle registrerede indbyggere i Australien ret til lægebehandling og indlæggelse på hospitaler og ubegrænset brug af lægehjælp.  Kort tid efter min ankomst, fik jeg et plastickort fra "Medicare"  der ved fremvisning gav adgang til lægehjælp.

  Nå, jeg besluttede mig nu for ikke at komme ind i systemet og få økonomisk støtte.  Måske det var dumt, men jeg vælger nu at være en fri fugl  et stykke tid endnu.  Jeg havde en smule sparepenge endnu, så der var ingen nød her og nu.
  
Så var det i begyndelsen af maj måned 1987.

  Men jeg har nu besøgt en masse steder, hvor der kunne være en mulig arbejdsplads.  Men hvad jeg fik var en næse, der blev længere og længere.  I modsætning til, hvad jeg ellers fik at vide i Danmark  på den Australske Ambassade,  at der var masser af job til en Dansk mekaniker,  havde jeg stort set fået den samme historie overalt jeg kom.  Der var nedskæringer på alle arbejdspladser og så det var en 12-14% arbejdsløshed i gennemsnit i landet.  Det var ikke lige de oplysninger jeg fik på Ambassaden i Danmark.  Hvis jeg havde fået disse oplysninger, ville  jeg kunne have planlagt og handlet meget anderledes, i stedet for at regne job for givet.  Kan ikke huske præcis, hvor mange steder, hvor jeg søgte et job, men 35-40 arbejdssteder blev hædret med mit besøg, men resultaterne var de samme overalt – Ingen job til Sven – Sorry Mate!

  Min situation var nu lidt anderledes, som jeg havde forestillet mig.  Så jeg måtte tage min fremtid op til overvejelse og finde ud af hvad jeg så skal gøre. 
  
 Situationen blev også at det eneværelse jeg havde booket hjemmefra i Emigrations Centret, ikke kunne være mit alene mere, da der kom en stor gruppe flygtninge fra El Salvador.  Så jeg skulle til at dele mit værelse med 5 (fem) af disse flygtninge og endnu værre, de var i dagtimerne mange, der besøgte hinanden lige i værelset her.  Det var bare ved at være for meget for mig, med 5-10 andre der hele tiden gik ind og ud af døren som var det en togstation.

  Jeg var den eneste Australske indbygger i Wacolcentret, undtagen selvfølgelig personalet og gamle "Willie".  Men der var tilsyneladende ingen umiddelbar ret til eget værelse, selv om Du har betalt husleje. Så her var jeg tvunget til at se at finde en anden løsning og det gerne lidt hurtigt.

  På centret var en anden Dansker, Wilfred "Willie" Olsen, der havde boet i landet i 38 år.  Det havde været 18 år på Wacol og de sidste 3 år på pension.  Ellers havde "Willie" været kok i centret, da der var op imod 1300 indvandrere og flygtninge.

  Og så var der også et Hollænderpar, Hans og Frida, som driver en lille butik i centret. Det blev til mange, en god snak med dem og jeg ofte spiste hos dem,  da der var for kort tid til spise i centrets cafeteria og jeg ikke altid var der på rette tidspunkt.

  Så en dag jeg var inde hos Hans Hollænder, kom der en anden Danskr i butikken for at hente en film, han havde indleveret til fremkaldelse her.  Hans præsenterede os og vi faldt i snak. Peter hed han og hans indvitterede mig hjem samme aften til ham og hans dejlige kone, Vibeke.

  Vibeke og Peter var nye og var stoppet ved Wacol, lige før jeg ankom. De havde heller ikke succes med de mange flygtninge og havde fundet en "normal" bolig.

  Samme aften kørte vi ud til nogle andre Danskere, der boede i nærheden. Det var Dorthe og Henrik, som også havde været her kort tid.  Og på besøg hos dem, var Jette og Henrik, der havde været i landet et halvt år.

  En rigtig hyggelig aften, og jeg blev bekræftet i idéen om at komme væk fra Wacol og ud i den virkelige verden.  Der var ikke meget sjov ved at bo der, nu hvor jeg skal dele plads med 5 andre i værelset på 10 kvadratmeter.  Sikkert søde og rare mennesker, men de kan kun tale deres Spansk-Portugisiske, så vi var fuldstændig fremmede for hinanden.

  Havde jeg bare ved ankomsten blevet uplyst,  at der var et andet Emigration Center, Yungabba hedder det, meget nærmere Brisbane centrum.  Der var masser af plads, men disse to centre bliver styret af henholsvis Queenslands regering og den centrale regering i Canberra.  Disse to regeringer ønsker tilsyneladende ikke at samarbejde og vil ikke at henvise til hinandens institutioner. Helt utroligt og ærgeligt for mig lige nu.
 
  Det kunne ellers have været godt for mig, men oplysningerne  kom for sent, nu jeg havde betalt depositum på en lejlighed, eller rettere et halvt hus, på Lilly Street i en forstad der hedder Stones Corner.  Der var ingen boligmangel her, hvor mægleren Gloria Dawson på Logan Road, strakst viste frem det til mig.  Gammelt, men rent og pænt.

  Jeg var nu lidt bundet af en bolig. Ville ellers finde et job først og derefter et hjem.  Jeg havde en ganske god ide at finde mig en bus- eller lastbilmekaniker job. Men der var intet heromkring, men jeg gik mange kilometer og hørte mig for.. Og det blev til mange gange "Hej,  har Du et job til mig?" spørgsmål, men intet andet svar end "Sorry Mate, intet job her".

 Tænker lidt på samtalerne i den Australske Ambassade i København og den teoretiske mekanikerprøve jeg gennemgik, for at alt vskulle være ok, når jeg kom til landet "Down Under".  Jeg har gået gennem alle mulige og umulige lægeundersøgelse i Danmark, men det var tilsyneladende ikke nok.  Alt skal gøres om her.  Ligesom den teoretiske Svendeprøve på ambassaden, der også blev gentaget her.  Og så jeg var nødt til at vente på en afgørelse i "The Local Trades Commitee", som derefter sendte mig et "Tradesman Certificate", hvilket svarer til et Svendebrev i Danmark.  Det tog over en måned, så der var ikke meget jeg kunne vise frem, når jeg søgte et job.

  Jeg talte med flere Danskere her, der ikke kunne forstå min ventetid. Deres dokumenter var gået glat igennem systemet, så måske er det bare mig, der har været uden held i det.

  En ting gik hurtigt og det var kørekortet. Efter en gennemgang af mine Danske og Internationale kørekort,  fik jeg stukket 46 skriftlige spørgsmål i hånden.  Det måtte højst laves 5 fejl og jeg gjorde jeg så.  Så en synstest og hen at sidde foran kameraet – VUPTI!  Og ud kommer min nye kørekort med billede og alting.  Hvor svært kan det være?

  Nu havde jeg mit Australske kørekort, men stadig intet job. Der er gået over en måned nu, uden jeg virkelig har udrettet noget, ud over at nyde livet.  Men hvad, det er jo ikke det værste at gøre.  Jeg har jo aldrig haft nogen plan om at vende ryggen til Danmark,  for at blive Australsk eller ethvert andet lands statsborger.  37 år i Danmark, har gjort mig meget Dansk.  Men de samme 37 år har også gjort mig meget nysgerrig efter at se noget andet end Storkespringvandet i København og høre om HC Andersen.

  Jeg tror, at næsten alle går rundt med en lille "opdager" i maven.  Jeg er så heldig ikke at skulle spørge nogen om lov til at gøre noget, det er simpelthen et spørgsmål om at tage springet og føre idéerne ud i praksis.  Og på det punkt, finder jeg det svært at sidde stille og ikke lige undersøge, hvad der ligger rundt om det næste gadehjørne.

  Overvejede at købe en bil, men jeg har ikke det store behov lige nu, udover lidt luksustrang ved at have bil.  Men jeg vælger at bruge de mange busser, der kører rundt i næsten hele Brisbane og de dækker stortset alle de forstæder der gør at Brisbane fylder som Fyn i størrelsen, så der er masser at se på lige meget hvor Du kigger hen.

  Jeg er også meget glad for de mange danske venner, jeg har fået her.  Der er "Willie" på Wacol, der åbnede sin dør og gav mange tips og historier, ligesom vi delte en god gang mad på de sultne dage, når jeg besøgte ham.  Der var kun 22 kilometer ud til "Willie" fra Stones Corner, så jeg gik regelmæssigt ud til ham fra morgenstunden og så hjem igen til Lilly Street om aftenen.  Jeg elsker at gå og har set en masse af verden på den måde istedet for at suse forbi i bil.

  Og så ser jeg også Vibeke og Peter, der bor i Holland Park. Jette og Henrik bor i Coorpaaroo, ligesom Dorthe og Henrik der også bor i Coorpaaroo.  Dorthes Henrik sagde ofte "Amatør" til mig , fordi han har været i 24 lande og jeg har kun besøgt 12 indtil videre.  Men bare vent Henrik, jeg skal nok hente Dig.  Og Henrik har også arbejdet i Grønland, på USA-basen i Søndre Strømfjord, så det får mig bare at grave en gammel idé frem igen – måske skulle jeg kigge efter et job i Grønland en dag?  Sikkert på Thulebasan, der har spøgt i mit hoved, siden min fætter Bent har været deroppe som maler i alt 19 år.

  Men nok om det og tilbage til Brisbane.  Jeg havde to sludre veninder her.  Den ene hedder Louisa og er en frisør i en salon i nærheden af hvor jeg bor.  Hun fører saksen, når mit hår vokser over mit hoved, mens hun snakker og snakker. Hun fortæller at hun engang vil rejse til Europa for at se sig lidt omkring.

  Den anden hedder Jasmine og er fra New Zealand, men har arbejdet i Australien i nogle år. Hun er leder af en 7-Eleven på Old Cleveland Road,  i nærheden af hvor jeg bor.  Vi har en god snak hvergang jeg køber en sodavand og andre ting der.

  Og hvad gør jeg mere?  Nåeja, så sker det jo, at jeg går ind i den "Public Bar" der ligger på hjørnet af Old Cleveland Road og Logan Road.  Her får jeg ofte en god diskussion med andre besøgende eller den kvindelige bartender. Se, her kan de skænke en øl! Ikke som i Danmark.  Hjemme har jeg ofte tænkt på, hvorfor der altid være en masse ubrugeliget skum i ølglasset.  Det vil kun føre til en borgerkrig her, at servere skum til gæsterne.  Nææ, glasset er omhyggeligt fyldt til randen og hver gang i nye rene iskolde glas fra isboksen bag baren. Bestemt ikke hvad man kan forvente i Danmark, hvor det er normalt at den tjener man skal have fat i, hele tiden er i gang med at snakke andetsteds, ligesom man kun har det samme fedtede glas hele aftenen. NEJ! Lad os få Australske bartilstande i Danmark og omkringliggende lande.
 
Her,  fra min "Public Bar", har jeg en rigtig god udsigt til "Stones Corner Gym" på Logan Road.  Jeg burde virkelig gå ud og træne, men gør jeg det? Viljen er der nok og jeg har været der 15-20 gange for at løfte noget jern, i dette veludstyrede center, med tilstrækkelig jern til at bygge et tankskib. Hele 2 etager fyldt med redkaber til den sidste millimeter og jeg må sige det var et par hårdt pumpede af begge køn der løftede hvad de kunne og så lidt mere.

  Selv om jeg trænet et par i "Atlas Bodybuilding" i Søborg hos Bruno, hvor jeg følte ånden var høj, vil jeg nok sige at man skal stå tidlig op for at nå mange her til sokkeholderne.  Efter at have prøvet dette, vil jeg sammenligne "Atlas" med et plejehjem, selvom mange trænede seriøst.  Her hørte man næsten ikke tale, bare raslen af redskaber og pust, støn og lidt vind fra tarmene fra tid til anden.  Jeg kunne ikke lade være med at være lidt imponeret af den ånd,  der er her i træningsrummene i Stones Corner Gym.

  Nå, nu gået 2 måneder her i Brisbane. Jeg må nu se at finde ud af, hvad jeg vil gøre for at komme videre.  Har været tænkeboks  den sidste måned, så nu skal beslutningen træffes, før pengene slipper op.

 Og så vil der sandsynligvis være klogt at købe en billet til Danmark lige nu, så jeg undgå at bruge pengene før.  Så ned til "Thai International" for at købe.  Hold da op, sikke høje priser.  Det var ikke præcis, hvad jeg havde forventet,  for den mest direkte rejse hjem uden stopovers, løb op på næsten 2.200 australske dollars, hvilket er ca 10.000 Danske Kroner. Det var noget af en våd klud i hovedet på mig.  Så jeg kunne se, at mit ophold er ved at være udløbet, og det ganske hurtigt.

  Men gutten bag disken viste sig at være Dansk og han gav et rigtig godt råd.  Kun 100 meter væk ligger et rabat rejsebereau, der sælger nøjagtig den samme billet, bare med en lille usikkerhed om tidspunktet for at afrejsetidspunktet er præcist. Jeg takkede ham og gik hen og købte en returbillet til Thailand, med flydende afrejsedato, til kun $ 1100 svarende ca. 5000 Danske Kroner.  Og endnu bedre – der var også en uges ophold i Bangkok med i prisen. Så nu var jeg da helt på toppen igen.