😀 😉  Historien om Thule Airbase .  

De første militære installationer i Thule blev bygget lige efter anden verdenskrig, efter den Amerikanske Udenrigsminister Cordell Hull og den Danske ambassadør Henrik Kauffman underskrev "Aftalen om forsvaret af Grønland" i Washington den 9. april 1941. Præsident Roosevelt godkendte det d. 7 juni 1941. I den aftale forpligtede USA til at overtage sikkerheden i Grønland. Efter angrebet på Pearl Harbor, etablerede de allierede lande vejrstationer i Narssarssuaq lufthavn, i Søndre Strømfjord (Blue West-8), Ikateq (Blue East-2), og i Grønnedal (Blue West-9). I 1943 oprettede Army Air Forces   vejrstationer, Scoresbysund (Blue East-3) på østkysten omkring sydspidsen af Grønland, og Thule AB (Blue West-6), der skulle drives af dansk personel. De vejrstationer gav de allierede en klar strategisk fordel i forhold til tyskerne i den strategiske planlægning og gav en meget afgørende faktor på D-Dag.

Opførelse af et verdensomspændende system af moderne flyvestationer var en af Air Force's vigtigste opgaver efter Anden Verdenskrig. Den Amerikanske regering undersøgte muligheden for at etablere et større operativ base i Grønland, da det stod klart, at rundflyvninger med atombomber mellem Amerikanske og Canadiske baser og europæiske mål var upraktisk. Den korteste vej fra USA til Sovjetunionens vigtigste industriområder var over Nordpolen, og Thule er det præcise midtpunkt mellem Moskva og New York City. Thule Airbase blev et centralt punkt i hele den Amerikanske militære strategi. Strategic Air Command bombefly der flyver over Arktis giver mindre risiko for tidlig varsling end at bruge baser i England. Defensivt, kunne Thule tjene som en base til aflytning inden bombefly udefra kunne angribe langs den nordøstlige tilgange til Canada og USA.
 

PIZZA alá Thule Airbase:
Hvis Du står en dag og skal lave en pizza selv, er her opskriften på pizzasovsen der blev brugt på Thulebasen – Fyld efter Dit eget ønske.
Husk tomatsauce først og lige ovenpå ost og til sidst fyldet.
Verdens bedste pizza får man i "Top of the World Club" på Thulebasen i Grønland. Det mener dem, der gennem årene har arbejdet på eller blot besøgt Thule og smagt Thulepizzae…n i "Top of the World club".
Efter mange forhandlinger lykkedes det at få hemmeligheden bag pizzaerne vristet ud af chefkokken Steve Binkard om hans egen Tomatsauce.
Her er hans opskrift på tomatsaucen:
1#10 can Tomato Puree mixed with 1/2 can of water 4 ounces dry Italian seasoning 1 ounce chicken bullion powder 1 teaspoon crushed red pepper flakes 1 ounce table salt 1 ounce garlic powder Mix well. Let stand in refrigerator for a minimum of 2 hours. This will be a very thin sauce that allows the cheese to incorporate, or blend in, with it during baking. A thick sauce is NOT what we use at the TOW Club.
Herunder er Steves opskrift oversat og skaleret ned i mængde, da hans opskrift er beregnet til restaurantbrug.
Denne version rækker til ca 2 store pizzaer: 1 stor dåse koncentreret tomatpure 1 dl hønseboullion, 1 tsk italiensk krydderiblanding, 1 tsk tørret rød peber – eller en knivspids chili, Salt, Hvidløgspulver efter behov. Bland det godt sammen og lad det stå i køleskabet mindst to timer. Saucen skal være så tynd, at pizzaosten blander sig med den under bagningen.
Velbekomme !

OM THULE AIR BASE               Kilde:  Kulturstyrelsen

I 1943 havde US Army Corps anlagt en vejrstation (Bluie West 6) nogle kilometer fra bopladsen Uummannaq/Thule. I årene efter krigen oprettedes en større dansk amerikansk vejrstation og amerikanerne anlagde en 1300 m gruslandingsbane. Thulebasens anlæggelse blev under kodenavnet 'Blue Jay' påbegyndt i 1951 hvor Danmark og USA en tiltrådte ny forsvarsaftale, der erstattede Grønlandstraktaten af 1941 og som tillod anlæggelsen af 'forsvarsområder'.

Under anlæggelsen etableredes en luftbro mellem USA og landingsbanen i Pituffikdalen, og en konvoj med omkring 120 skibe medbringende materiel og mandskab sejlede til North Star Bay i Nord Grønland. Arbejdsstyrken omfattede ca. 4000 civilt ansatte og 6000 soldater. Thule basens anlæggelse repræsenterer en ingeniørmæssig kraftpræstation, der i økonomisk henseende beløb sig til ca. 230 mio. US $, svarende til ca. 60 % af Danmarks daværende statsbudget. Basen har faciliteter til ca. 7000 mand. I 1951 blev landingsbanen asfalteret og året efter forlænget til 3300 m.

I de tidlige år udgjorde Thulebasen et støttepunkt for langt rækkende amerikanske bombefly, og til dens forsvar blev der i 1953 opført fire antiluftskyts stationer, ligesom der på indlandsisen henholdsvis 230 km. nord og 350 km østnordøst for Thulebasen blev opført radarstationer. Antiluftskytset blev i 1958 suppleret med Nike Herkules raketbatterier, der i perioden 1959-65 var udstyret med atomare sprænghoveder med henblik på at kunne standse en bølge af eventuelle angrebsfly.

EARLY WARNING

I 1958-59 påbegyndte USA bygningen af en radarvarslingsstation i Thule med henblik på varsling af angreb af sovjetiske interkontinentale missiler mod det amerikanske fastland. Stationen var led i det såkaldte Ballistic Missile Early Warning System (BMEWS), hvis to andre hovedstationer blev bygget i Clair, Alaska, Fylingdales og England, den var operationsklar i 1961. Efterfølgende fik Thule også andre varslings- og overvågningsopgaver, f.eks. står Thule-radaren i forbindelse med NORAD's Space Detection and Tracking System (SPADATS), der registrerer alle menneskeskabte objekter i rummet. BMEWS-kæden er senere blevet suppleret med andre varslingssystemer, først og fremmest varslingssatellitter (MIDAS). Disse har betydet en øget varslingshastighed fra BMEWS's ca. 15 minutter ned til 1-2 minutter efter affyring, men kan ikke umiddelbart give det detaljerede mål information, der er nødvendig for en mere præcis angrebsvurdering.

ICEWORM OG CAMP CENTURY

Bevillingerne til de amerikanske atomslagstyrker gik fortrinsvis til flåden og luftvåbnet. I slutningen af 1950'erne fostrede den amerikanske hær derfor en spektakulær plan for hvordan den kunne få 'sin del' af bevillingerne til det stadigt eskalerende atomkapløb. Projektet benævnes 'Iceworm' og går i sin enkelhed ud på at placere 600 atomsprænghoveder på missiler nedgravet i grønlands indlandsis. Tanken var at man med et tusinder kilometer langt system af jernbanespor nedgravet i tunneller under indlandsisen kunne transportere atommissiler rundt mellem et utal af affyringslokaliteter.

Det nedgravede system ville yde en hvis beskyttelse mod sovjetiske angreb, men frem for alt ville fjenden aldrig vide, hvor missilerne befandt sig, og man ville relativt hurtigt kunne grave nye tunneller og etablere nye affyringslokaliteter. Til undersøgelse af de mange tekniske og arbejdsmiljømæssige problemer der måtte forventes ved et sådant system iværksattes derfor flere projekter på ved og Grønlands Indlandsis.

Ved Camp Tuto gravedes tunneller ind i Indlandsisen, ligesom der blev eksperimenteret med gravning af tunneller i permafrossen jord. Den egentlige scalamodel for Iceworm var dog Camp Century, der blev anlagt ca. 200 km inde på indlandsisen øst for Camp Tuto (100 miles inde på isen, deraf navnet).

Ved Camp Century opførtes fra 1958 og fremefter en station med indkvartering til 100 til 200 mand, laboratorier, værksteder og lagerfaciliteter blev placeret i lange gange nedgravet i Indlandsisen og dækket med metalbuer, der igen blev dækket med sne. Elforsyningen blev dækket med dieseldrevet kraftværk, men hvis det store Iceworm projekt skulle realiseres, så måtte transporten af diesel til de mange installationer begrænses. Derfor meddelte de amerikanske myndigheder i 1959 at man ønskede at installere en atomreaktor til dækning af elektricitetsforsyningen på Camp Century. De danske myndigheder gav i januar 1960 tilladelse, og i sommeren 1960 installeredes således det hidtil eneste atomreaktor, der udover forskningsreaktorene på Risø har været i drift i kongeriget. Reaktoren blev taget ud af drift igen i 1963 og borttransporteret i 1964.

Undersøgelserne på Camp Century viste at indlandsisen var mere plastisk end man havde påregnet. Sammentrykninger af gangenes tagkonstruktion viste, at tunneller til transport og husning af tekniske installationer og missilaffyringsstationer ville blive deformeret i løbet af få år. det tophemmelige Iceworm projekt forblev derfor i skuffen hos de amerikanske myndigheder og der har det været lige siden.

FLYTNINGEN AF UUMMANNAK

Allerede i 1951 var der overvejelser om flytningen af bopladsen Uummannak idet anlæggelsen af Thule Air Base indskrænkede befolkningens fangstterræn ligesom støj og andre miljøgener skønnedes at ville forringe fangsten. I 1953 blev dette spørgsmål aktualiseret, idet der fra amerikansk side blev fremsat ønske om at bygge luftforsvarsbatterier i bopladsens umiddelbare nærhed. Flytningen af bopladsen havde tidligere været drøftet i fangerrådet, og planen blev ved denne lejlighed effektueret inden for ganske få uger.

116 personer, blev i maj 1953 på et tidspunkt, hvor Grønland endnu var en dansk koloni flyttet til Qaanaaq på den nordlige side af Inglefield Bredning, ca. 150 km nord for Uummannaq uden at myndighederne effektuerede de samme procedurer for ekspropriation som ville have trådt i kraft i Danmark. Grønlands kolonistatus ophørte den 5. juni 1953. Statens administration og handelsstation i Uummannaq blev i 1954 flyttet til den nye boplads Qaanaq.

Grønlandsdepartementet udlagde flytningen som "frivillig" og først i 1980'erne blev processen omkring flytningen kritiseret fra juridisk hold. En lokal forening 'Hingitaq' bragte spørgsmålet til Landsretten, der i 2003 afsagde kendelse til fordel for fangerne som fik tilkendt en mindre erstatning og som måske vigtigst fik en undskyldning for sagsforløbet af den danske statsminister.

Så er der sat noget på plads…

Kilde:  Kulturstyrelsen

——-

Knud Rasmussens fødehjem i Illulisat

Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, nuværende Ilullissat på Grønlands vestkyst. Faren var Missionæren Christan Rasmussen, som boede og fungerede som præst og seminarielærer i byen i over 20 år, moren var Sofie Lovise Susanne Fleischer, en kvinde hvis mor var inuit. Hans mormor, der hed Itaraluk, var enke og boede sammen med dem. Der var ikke mange danske i kolonien dengang og Knud Rasmussen, der af grønlændere kaldtes "Kunuunnguaq" elskede at sidde og lytte til de mange ældgamle fortællinger der blev fortalt. Fra barnsben blev Knud fortrolig med hundeslæden, som senere skulle få så stor betydning for hans virke. Til gengæld blev han aldrig ferm med kajakken, som de få isfri måneder i det nordlige Grønland ikke tillod den store træning i.

Hans første skoleår tog han i Ilulisat, men i 1891 kom han som 12-årig til Danmark fordi han skulle på kostskole. 5 år senere kom resten af familien også til Danmark da faderen af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne bestride stillingen i Jakobshavn. Faderen fik en stilling som sognepræst i Lynge, i Nordsjælland, hvor familien atter kunne samles i en præstegård. Knud Rasmussens boglige færdigheder, ikke mindst matematikken, var ikke hans stærke side – det blev dog til en studentereksamen i 1900, og han tog et filosofikum på Københavns Universitet samme år.  Hans liv tog en drejning da han i 1900 fik ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, hvor han skulle dække en Islandsekspedition. Her mødte han forfatteren og polarforskeren Mylius Ericsen som delte Rasmussens interesse for Grønland.

Den litterære Grønlandsekspedition

Rasmussen og Mylius-Erichsen slog sig sammen med kunstneren Greve Harald Moltke, samt læreren Jørgen Brøndlund, og sammen gennemførte de fire i årene 1902-04, Den litterære Grønlandsekspedition. Ekspeditionen gik langs den grønlandske nordvestkyst fra Upernavik til Kap York i nærheden af Thule og blev en vanskelig tur, ikke mindst fordi Moltke blev syg undervejs.

Ægteskab

I en periode havde lægen Alfred Bertelsen, der var læge i Uumanaq-distriktet, Dagmar Andersen til at føre hus for sig. Gennem sit venskab fra ungdomsårene med Knud Rasmussen havde Dagmar Andersen fattet interesse for hans liv og arbejde. Som frivillig sekretær havde hun hjulpet ham med hans første bøger, og hendes sans for stil og ordenes indbyrdes vægt har sikkert betydet meget for Knud Rasmussen som skribent. Hun fik lyst til at se det land, hvor Knud Rasmussen hørte hjemme, og hun tog derfor derop og førte hus for Bertelsen. I vinteren 1905-1906 opholdt Knud Rasmussen sig i Uummannaq-distriktet, nok på grund af Dagmar Andersen, men også for at oversætte gamle grønlandske sagaer.

Dagmar Andersen havde på en sejlads fra Uummannaq til Danmark mødt ingeniør Marius Nyeboe.  Hun foranstaltede kontakten mellem de to og hjalp dermed Knud Rasmussen med midler til at starte Thule-stationen.  I 1908 giftede han sig med Dagmar Andersen. De fik tre børn sammen.

Thuleekspeditionerne

Senere vendte Rasmussen tilbage til Thule og oprettede i 1910 Thule-stationen som kommer til at fungere som missionsstation og handelsplads og som blev udgangspunktet for 7 Thule ekspeditioner.  Bygningen flyttedes i 1986 til Qaanaaq, hvor den fungerer i dag som Thule-Museet. 

Knud Rasmussen fik en maveinfektion under den sidste ekspedition og bragtes først til Julianehåb og derfra til Danmark til indlæggelse på Gentofte Hospital. Han kom sig dog ikke over det, men døde efter nogle måneder, da der også tilstødte en lungebetændelse.  Han nåede aldrig til premieren af sin film "Palos Brudefærd" som er filmet i Østgrønland. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Betydning og eftermæle

De mange ekspeditioner har givet et enormt videnskabeligt afkast. Ikke blot fra Rasmussens egen hånd i de beretninger og genstande han indsamlede, men også fra mange andre videnskabelige deltagere som var med. Han blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Unuversitet efter den 5. Thuleekspedition.

Også folkeligt havde han stor betydning og blev efterhånden nærmest en folkehelt. Samtidig blev Danmark, gennem Rasmussen, stærkt etableret som polarforskernation. Hans indsats er en del af årsagen til at Østgrønland tilfaldt Danmark og ikke Norge ved Den Internationale Domstol i Haag i 1933.

I dag er Knud Rasmussens Hus i Hundested indrettet som museum. Huset blev opført i 1917 for at fungere som hans arbejdslokaler.

I 2004 blev Knud Rasmussen Selskabet oprettet. Selskabet er en forening, der beskæftiger sig med Knud Rasmussens liv og levned. Selskabet har hjemmesiden  www.krh.dk  , og med et medlemsbladet, der trykkes i et oplag på 300 stk. (november 2009, 6. årgang), ved navn "Slædesporet".

I 2008 blev Knud Rasmussen klassen en ny skibsklasse i Søværnet, designet til arktiske forhold, opkaldt efter Knud Rasmussen.

Alle oplysninger er hentet fra "Wikipedia", "Den Frie Encyklopædi"
Alle kan frit og uden problemer hente oplysninger fra "Wikipedia" 

Jeg håber der er svaret på nogle spørgsmål om Knud Rasmussen.
Hygge fra    Sven